Calcium — et vigtigt mineral for hele kroppen

Calcium (Ca) er et grundstof og det mineral, som du har mest af i kroppen.

Knoglerne er kroppens vigtigste depot af calcium. Her findes 99% af de ca. 1200 gram, som kroppen indeholder. Den ene procent, som ikke indgår i knogler og tænder, er også vigtig for mange af kroppens funktioner.

Der er mange faktorer, der sikrer stærke knogler og forebygger knogleskørhed. Nok calcium i kosten er en af de vigtigste.

Det er både vigtigt:

  • at du får nok calcium fra din kost eller kosttilskud, og du optager den godt
  • at du får nok af de andre næringsstoffer, som har betydning for optagelse og korrekt udnyttelse af calcium i knoglerne.

Mælk er rig på calcium, hvilket bliver brugt som hovedargument for at indtage mælk og mælkeprodukter. Det er da stort set også det eneste næringsstof, som kan kræve lidt ekstra opmærksomhed, hvis du fravælger mælk.

Mangel på calcium vil før eller senere svække dine knogler, og en almindelig dansk kost uden mælk vil næsten altid indeholde for lidt. Hvis du udelader mælk fra kosten, er det derfor vigtigt, at du justerer på din kost, så du får nok calcium fra andre kilder. Se tabellen på denne side, der viser indholdet i vegetabilske fødevarer.

Calcium er ikke kun nødvendig for knogler og tænder, men også for blandt andet normal muskel- og nervefunktion. Faktisk har mineralet betydning for de fleste af kroppens funktioner. Det har derfor stor betydning, at du får nok calcium i kosten eller evt. som kosttilskud.


Nedenfor finder du nogle af de vigtigste hjemmesider, der er brugt som kilder til udarbejdelsen af teksterne på denne hjemmeside (de artikler og studier, der er henvist til via hjemmesiderne): . Du kan læse mere/undersøge detaljer ved at nærlæse de videnskabelige undersøgelser mv., der er henvist til i de artikler, der er nævnt når du klikker på linkene: videnskab.dk, sundhed.dk, osteoporose.dk, Harvard. The Nutririon Source, veganhealth.org, netdoktor.dk.

Bemærk: Det meste, men ikke alt det, du kan læse, når du følger ovenstående links/referencer, er korrekt eller baseret på god evidens.