Funktioner

Calcium er direkte eller indirekte vigtig for de fleste af kroppens funktioner — ikke mindst for knogler, muskler og nerver. Det har derfor stor betydning, at din kost indeholder nok.

Vi hører mest om calcium i forbindelse med vores knogler, fordi det har så stor betydning for udvikling og vedligeholdelse af normale knogler og tænder, men calcium har mange vigtige funktioner i kroppen, og mangel på mineralet kan på længere sigt give flere alvorlige problemer. Læs mere under mangelsymptomer.

Eksempler på funktioner:

  • Opbygning af knogler og tænder. Calcium er afgørende for knoglernes og tændernes vækst og styrke. For lidt calcium svækker knoglerne, og langvarig mangel vil føre til knogleskørhed senere i livet.
  • Calcium har betydning for musklernes funktion. Det regulerer muskelsammentrækning, herunder hjerteslag, og spiller derfor en vigtig rolle ved reguleringen af hjerterytmen. Når en nerve stimulerer en muskel, frigives calcium, som hjælper proteinerne i musklerne med at gennemføre en sammentrækning. Musklen slapper kun af igen, når calcium pumpes tilbage ud af musklen. Calcium påvirker også de glatte muskler, der omgiver blodkar, hvilket får dem til at slappe af.
  • Calcium har betydning for nervecellernes følsomhed. Det er med til at sikre en normal neurotransmission (overførsel af signalsubstanser mellem nervecellerne).
  • Calcium har betydning for blodets koagulation (størkning). Processen med koagulering er kompleks med flere trin, hvor calcium spiller en rolle i en række af disse trin og har derved betydning for en normal evne til at stoppe blødning (koagulation).
  • Spiller en rolle ved celledeling.
  • Fungerer som ‘budbringer’ inde i kroppens celler.
  • Hjælper med at få enzymer til at fungere bedre, og har blandt andet betydning for fordøjelsesenzymernes normale funktion.
  • Har betydning for cellernes væskebalance
  • Spiller en rolle i produktionen af lymfevæske.
  • Har betydning for et normalt energistofskifte.

Calcium er så vigtig for kroppens normal funktioner, at mængden i blodet reguleres meget præcist, og hvis du ikke har nok calcium i blodet, begynder kroppen at føre calcium fra dine knogler over i blodet, for at fastholde et konstant niveau i blodet, som er ens hos alle mennesker.